Start med et spørgsmål, der kan besvares på flere måder
En klassesamtale lever af spørgsmålet. Hvis det kun har ét rigtigt svar, bliver samtalen en overhøring, og eleverne holder sig tilbage af frygt for at tage fejl. Vælg i stedet et spørgsmål, hvor fornuftige mennesker kan lande forskellige steder, for eksempel om mobiltelefoner i frikvarteret eller om, hvornår en joke holder op med at være sjov.
Skriv spørgsmålet op, så alle kan se det, og læs det højt. Giv eleverne to minutter i stilhed til at skrive deres første tanke ned, før nogen taler. Den pause gør, at de stille elever også har noget at sige, og at de hurtige ikke sætter tonen alene.
Når du forbereder spørgsmålet, så prøv selv at svare på det fra to sider. Hvis du kun kan forsvare den ene, vil klassen mærke det, og samtalen får en retning, du ikke har bedt om.
- Undgå spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej uden begrundelse
- Vælg et emne, eleverne selv kender fra hverdagen
- Giv skrivetid, før ordet er frit
Aftal spillereglerne, før uenigheden opstår
Regler, der først nævnes midt i en ophedet ordveksling, lyder som en irettesættelse. Aftal dem i ro, og gerne sammen med klassen. Spørg eleverne, hvad der får dem til at lukke af i en samtale, og hvad der får dem til at turde sige noget. Deres egne svar holder længere end dine.
Hold aftalen kort. Tre eller fire sætninger, som du kan pege på uden at holde en tale, er nok. Typisk handler de om at lade andre tale færdig, om at kritisere en påstand og ikke personen, og om at man må skifte mening undervejs uden at tabe ansigt.
Hæng reglerne op, og vend tilbage til dem, når samtalen glider. Det er lettere at sige 'husk, vi aftalte at lade hinanden tale ud' end at påpege, hvem der gjorde noget forkert.
Fordel ordet, så samtalen ikke bliver et ræs
I mange klasser er det de samme tre-fire elever, der har ordet. Det er ikke ond vilje, men vane. Du kan bryde den med enkle greb: brug en genstand, der går fra hånd til hånd, lad eleverne udpege den næste taler, eller bed alle tale to og to, før I samles.
Parsnak er især nyttig med 12-13-årige. Det er mindre farligt at sige en halvfærdig tanke til sidemanden end til tredive. Bagefter kan hver gruppe give den andens synspunkt videre, og så øver eleverne netop det at gengive, hvad en anden mente, før de svarer.
Din egen rolle er at holde tråden, ikke at have det sidste ord. Opsummer kort, hvad der er sagt, og spørg, hvem der ser det anderledes. Hold dig tilbage med din egen mening, til eleverne har fået luft.
- Brug en talegenstand eller en fast rækkefølge
- Lad eleverne tale to og to først
- Opsummer, før du stiller det næste spørgsmål
Sådan reagerer du, når uenigheden bliver skarp
Uenighed er ikke problemet. Problemet opstår, når et argument bliver til et angreb på personen. Når det sker, så stop kort og rolig, uden at pege fingre. Sig for eksempel: 'Lad os vende tilbage til sagen. Hvad var det præcist, du er uenig i?' Det giver eleven en vej tilbage til at argumentere.
Bed den, der blev ramt, om at fortælle, hvad hun eller han hørte, og bed den, der talte, om at sige det på en anden måde. Det kan virke kunstigt første gang, men klassen lærer hurtigt, at ordvalg kan ændres uden at synspunktet forsvinder.
Hvis stemningen er for ophedet, så tag en pause på to minutter eller lad samtalen hvile til næste time. Det er ikke at give op. Det er at passe på, at ingen går hjem med en følelse af at være blevet gjort til grin.
Lyt aktivt, mens du leder samtalen
Eleverne kopierer, hvordan du lytter. Se på den, der taler, nik, og vent et par sekunder, før du svarer. Den korte pause viser, at du tænker over, hvad der blev sagt, og den giver andre tid til at supplere.
Brug opfølgende spørgsmål frem for vurderinger. 'Hvad får dig til at mene det?' åbner for en begrundelse, mens 'Det er rigtigt' lukker for resten. Gentag nogle gange en elevs pointe med dine egne ord og spørg, om du har forstået den rigtigt. Det er den enkleste form for aktiv lytning, og den kan alle lærere lære.
Læg mærke til dem, der ikke siger noget. Tavshed er ikke altid uenighed eller kedsomhed. Nogle gange er det usikkerhed. Et lille 'er der nogen, der har tænkt noget andet?' kan være nok til, at en ny stemme tør komme med.
- Vent et par sekunder, før du svarer
- Spørg til begrundelsen, ikke kun til meningen
- Tjek, at du har forstået pointen, før du går videre
Afslut samtalen, så den kan bruges bagefter
Mange samtaler stopper, når klokken ringer, og så er det eneste, eleverne tager med, følelsen af, hvem der vandt. Sæt hellere de sidste ti minutter af til at samle op. Bed eleverne skrive en sætning om, hvad de ser anderledes på nu, eller om et argument, de ikke havde tænkt på.
Tal også om selve samtalen, ikke kun emnet. Gik det at lade hinanden tale ud? Hvornår blev det svært? Det giver klassen et fælles sprog for, hvordan de vil tale sammen næste gang, og det er her, den egentlige læring ligger.
Notér selv, hvad der virkede, og hvad du ville gøre anderledes. En klassesamtale bliver bedre af at blive gentaget, og små justeringer fra gang til gang gør mere end en perfekt plan, du kun bruger én gang.
En god klassesamtale bygger på få ting: et åbent spørgsmål, aftalte regler, jævn fordeling af ordet og ro, når uenigheden bliver skarp. Ingen af dem kræver særligt udstyr, kun at du forbereder dig og øver dig. Start med én samtale i denne måned, brug nogle af greberne her, og se, hvad der sker, når eleverne oplever, at det er trygt at være uenige.