Sådan bruger du en samtaleguide i klassen og derhjemme

Før du tager guiden frem, så tænk over, hvor samtalen foregår. I et klasselokale kan det hjælpe at rykke stolene i en rundkreds eller i små grupper på tre til fire, så ingen sidder bag en andens ryg. Derhjemme fungerer køkkenbordet ofte godt, fordi det er et sted, hvor man i forvejen taler sammen uden at skulle præsentere noget.

Sæt en tid af, og sig den højt. Tyve til femogtyve minutter er rigeligt til en første samtale. Er tiden for kort, ender man med at skynde sig, og er den for lang, bliver samtalen uden retning. Slå telefoner fra eller læg dem et andet sted, og sørg for, at alle ved, at samtalen har en slutning.

Det er også klogt at have papir og blyant ved hånden. Nogle unge tænker bedre, når de kan skrive et ord ned, før de skal sige noget, og det tager presset af dem, der har brug for et øjeblik.

Øvelseskortene er lavet, så de kan bruges uden en lærer eller forælder, der har en særlig uddannelse. Hvert kort har ét spørgsmål, en kort øvelse eller en situation, man kan tage stilling til. Læg kortene med bagsiden opad, og lad deltagerne skiftes til at trække. Den, der trækker, læser højt, og de andre lytter, før nogen svarer.

Det vigtige er ikke at svare rigtigt, men at svare ærligt. Hvis et kort rammer for tæt på, må man gerne sige pas. Det er en del af respekten for hinanden, og det viser børn og unge, at man godt kan sætte en grænse uden at lukke samtalen ned.

Nogle kort beder deltagerne gentage med egne ord, hvad den anden sagde, før de kommer med deres eget synspunkt. Det er en enkel måde at træne aktiv lytning på, og den virker overraskende godt, også blandt de ældste elever.

En samtale bliver ofte domineret af dem, der taler hurtigst. Du kan modvirke det ved at give små roller. Én kan være ordstyrer, der sørger for, at alle får ordet. En anden kan være lytter, der til sidst sammenfatter, hvad der blev sagt. En tredje kan holde øje med tiden. Rollerne bytter man til næste gang, så alle prøver dem.

I familier fungerer rollerne også, selv om de i starten kan føles lidt stive. Børn og unge tager ofte ordstyrerrollen alvorligt, og det kan give en forælder en sjælden mulighed for at sidde som lytter uden at skulle styre samtalen.

Pas på, at rollerne ikke bliver en måde at undgå at deltage på. Den, der er tidsholder, skal også kunne sige noget. Aftal derfor, at rollen tager højst et minut af opmærksomheden, og at alle stadig er med i selve samtalen.

Selv med en god guide kan en samtale køre af sporet. Nogen bliver sure, nogen trækker sig, eller to taler i munden på hinanden. Det er ikke et tegn på, at guiden ikke virker. Det er netop her, øvelsen begynder. Stands samtalen roligt, og lad alle tage et åndedrag. Spørg derefter, hvad der lige skete, uden at pege fingre.

Du kan bruge en fast sætning, som gruppen har aftalt på forhånd, for eksempel at man siger stop, når man føler sig misforstået. Når reglen er aftalt i fred og ro, er den meget lettere at bruge i en presset situation. Guiden indeholder forslag til sådanne sætninger, men de virker bedst, når gruppen retter dem til med egne ord.

Hvis uenigheden handler om noget, der ligger uden for guidens emne, så skriv det ned og tag det op en anden dag. Det viser, at du tager det alvorligt, uden at det overtager hele samtalen.

En god afslutning tager to minutter. Lad hver deltager sige én ting, de har lagt mærke til, eller ét spørgsmål, de gerne vil tænke videre over. Det behøver ikke at være klogt. Det vigtige er, at samtalen ender med, at alle har sagt noget, og at ingen forlader rummet med en uafklaret fornemmelse.

Brug gerne bagsiden af guiden til korte noter om, hvad der fungerede, og hvad I vil prøve anderledes næste gang. Efter nogle uger har I en lille historik, som viser, hvordan samtalerne har udviklet sig. Det er ofte mere overbevisende end nogen forklaring udefra.

Til sidst: Lad guiden ligge fremme. Hvis den gemmes væk i en skuffe, bliver den sjældent brugt. Står den på hylden i klasseværelset eller på køkkenbordet, bliver den en naturlig del af, hvordan I taler sammen.