Karina kom med en bekymring, ikke et spørgsmål
Karina var en af de forældre, der satte sig yderst i rækken til en af vores aftener i begyndelsen af efteråret. Hun sagde ikke meget i starten. Da vi gik rundt om bordet og præsenterede os, nøjedes hun med at fortælle, at hendes søn på fjorten gik i sit værelse, så snart de havde spist, og at hun ikke længere vidste, hvad hun skulle spørge om.
Jeg har siddet med mange forældre i den situation, og det slående er, at bekymringen sjældent handler om svære emner. Den handler om, at de små samtaler er forsvundet. Karina fortalte, at hun havde prøvet alt fra at spørge direkte til at vente, til det hele endte med, at hun hævede stemmen, og de begge gik fra bordet.
Jeg skriver historien ned med Karinas samtykke, og jeg bruger kun hendes fornavn. Hendes søn og hans venner optræder ikke. Det er hendes oplevelse af en aften, og den minder på mange måder om dem, vi hører fra andre forældre.
Den første øvelse: at lytte uden at svare
Aftenens første øvelse er enkel at forklare og svær at udføre. To og to skiftes forældrene til at fortælle om noget, der har fyldt i ugen, mens den anden kun må lytte. Ingen råd, ingen sammenligninger, ingen historier om, hvordan man selv havde det som teenager. Efter to minutter gengiver lytteren, hvad hun hørte.
Karina fortalte bagefter, at hun først opdagede, hvor ofte hun afbrød. Hendes makker havde talt om en travl arbejdsuge, og Karina mærkede trangen til at sige, at hun havde det på samme måde. At holde den tilbage var ubehageligt, men bagefter sagde makkeren, at hun for første gang i lang tid følte sig hørt.
Det var netop pointen. Når vi som voksne mærker, hvordan det er at blive lyttet til uden at blive rettet, forstår vi bedre, hvad vores børn mangler, når de lukker af.
- Lyt de første to minutter uden at give råd
- Gengiv med dine egne ord, hvad du hørte
- Spørg, om du har forstået det rigtigt
At stille spørgsmål, der åbner i stedet for at lukke
Næste del af aftenen handler om spørgsmål. Vi skriver nogle af de spørgsmål op, som forældre typisk stiller derhjemme: Hvordan var din dag? Har du lavet lektier? Hvorfor gjorde du det? De fleste kan besvares med ét ord eller opleves som en afhøring. Så prøver vi at omformulere dem.
Karina tog fat i det første. I stedet for at spørge, hvordan dagen havde været, skrev hun: Hvad var det mest irriterende, der skete i dag? Hun grinede lidt af det, men sagde, at hun kunne forestille sig sin søn svare på det. Et spørgsmål, der giver lov til at være træt eller sur, er ofte lettere at tage imod end et, der forventer, at alt er fint.
Vi talte også om tidspunktet. Mange gode samtaler opstår i bilen, under opvasken eller på en gåtur, hvor man ikke sidder ansigt til ansigt. Det er ikke tilfældigt, og det kan man bruge.
- Spørg til følelser og oplevelser frem for til fakta
- Undgå hvorfor-spørgsmål, der lyder som anklager
- Vælg et sted, hvor I ikke sidder over for hinanden
Hvad der skete, da hun prøvede det hjemme
Ugen efter ringede Karina ikke, men hun skrev til os i kontaktformularen. Hun havde prøvet spørgsmålet i bilen på vej til fodboldtræning. Svaret var først et skuldertræk, men da hun lod stilheden stå, begyndte hendes søn at fortælle om en uenighed med en klassekammerat. Det tog ti minutter, og hun sagde næsten ingenting.
Hun skrev, at hun havde lyst til at give gode råd flere gange. I stedet gentog hun, hvad hun havde hørt: at han følte sig overset i en gruppeopgave. Han nikkede og sagde, at det var rigtigt. Det var ikke løst, men samtalen var i gang, og hun skrev, at det var den længste, de havde haft i måneder.
Jeg tager ikke den historie som bevis på, at metoden altid virker. Nogle gange svarer en teenager stadig kun med enstavelsesord, og det er også i orden.
Hvad vi blev klogere på efter besøget
Karinas historie har ændret lidt på, hvordan jeg skriver de øvelseskort, vi deler ud på aftenerne. Jeg havde tænkt på dem som en slags manuskripter, men hun fortalte, at hun brugte dem mest som en påmindelse om at holde mund. Derfor har kortene nu kortere tekst og mere plads til egne noter.
Vi har også indset, at aftenen ikke skal love forandring. Vi viser nogle redskaber, og forældrene prøver dem af på hinanden, så de kan mærke, om de passer til dem. Det er hjemme, det rigtige arbejde foregår, og det sker i et tempo, som den enkelte familie selv bestemmer.
Karina er ikke blevet en perfekt lytter, og det har hun heller ikke sagt. Hun har fundet to eller tre ting, der virker for hende og hendes søn, og hun øver sig stadig.
Til dig, der overvejer at komme
Hvis du genkender dig selv i Karinas begyndelse, så ved du, at du ikke er den eneste. Mange forældre kommer med en følelse af at have fejlet, og de fleste går hjem med en mere realistisk og venligere forventning til sig selv. En forældreaften er ikke et kursus i at blive en bedre forælder, men et rum, hvor man kan øve sig sammen med andre.
Du behøver ikke have en konkret krise at tale om. Nogle kommer, fordi samtalerne er blevet kortere, andre fordi de gerne vil forberede sig på de år, der kommer. Der er plads til begge dele, og du bestemmer selv, hvor meget du vil fortælle i gruppen.
Du kan skrive til os gennem kontaktsiden, hvis du vil høre mere om, hvordan en aften er bygget op, og hvad den kan tilpasses til.
Karinas oplevelse viser, at små ændringer i, hvordan vi lytter og spørger, kan åbne en dør, som ellers føltes låst. Det kræver ikke særlige evner, kun lidt tålmodighed og lyst til at øve sig. Vi arbejder videre med forældreaftenerne på samme måde: stille, praktisk og med respekt for, at hver familie har sit eget tempo. Det er de små skridt hjemme ved bordet, der gør forskellen over tid.