Fejl 1: Man venter, til det bliver for stort
Den mest almindelige fejl, jeg møder, når jeg er ude i klasser, er at konflikten får lov til at vokse. En kommentar i frikvarteret, et skævt blik i gruppearbejdet, en besked i klassens chat. Hver for sig virker det småt, og læreren tænker, at det nok går over af sig selv.
Men elever husker. Når konflikten endelig bliver synlig, er den ofte blevet til et billede af, hvem der er venner, og hvem der er uvenner, og så handler samtalen ikke længere om det, der skete, men om hele historien bagved.
Derfor arbejder vi i forløbene med at tage det tidligt og i lille format. Det kan være to minutter efter en time, hvor du siger: jeg lagde mærke til noget, og jeg vil gerne høre, hvordan I oplevede det.
- Tag det op, mens det stadig kan beskrives i få sætninger
- Brug små, korte samtaler frem for én stor opgørelse
- Spørg før du konkluderer
Fejl 2: Læreren bliver dommer
Mange lærere griber ind med de bedste hensigter og ender med at afgøre, hvem der har ret. Det virker hurtigt, men det lærer eleverne, at konflikter løses af en voksen, og at målet er at blive frikendt.
I stedet kan du holde dig til rollen som den, der leder samtalen. Du sørger for, at alle bliver hørt, at ingen afbryder, og at samtalen bliver ved det konkrete. Du behøver ikke have svaret på, hvem der gjorde hvad, for at klassen kan finde en vej videre.
Det kræver øvelse at holde ordene tilbage. Vi træner det ofte med lærere ved at lade dem sidde i observatørrollen, så de mærker, hvor meget eleverne faktisk selv kan, når de får plads.
- Stil åbne spørgsmål: Hvad skete der, set fra dig?
- Gentag kort, hvad du har hørt, før du går videre
- Undgå at spørge hvem der startede
Fejl 3: Alle skal sige undskyld med det samme
Et tvunget undskyld i en rundkreds giver sjældent forsoning. Eleverne siger ordene, fordi de skal, og bagefter sidder følelsen der stadig, bare mere skjult. Den, der blev såret, har fået at vide, at sagen er lukket, uden at nogen har lyttet.
Vi foreslår at skille to trin ad. Først får hver side lov til at fortælle, hvad der var svært, og den anden side prøver at gengive det. Først derefter spørger man, hvad der kunne hjælpe, så det ikke sker igen.
Nogle gange kommer et undskyld helt af sig selv på det tidspunkt. Andre gange nøjes man med en aftale om, hvordan man opfører sig mod hinanden i den kommende uge, og det er også et godt resultat.
- Lyt først, aftal bagefter
- Accepter, at nogle samtaler ender med en aftale frem for et undskyld
Fejl 4: Man taler om personer i stedet for om situationer
Sætninger som du er altid så sur eller hun gør det jo hele tiden lukker samtalen. Den, der bliver beskrevet sådan, forsvarer sig, og så handler resten af tiden om at få rettet fejlbilledet.
I klassen øver vi i at beskrive en bestemt situation: Da vi stod i gruppen onsdag, og din del ikke var lavet, blev jeg frustreret. Det er svært at være uenig i, fordi det er afsenderens egen oplevelse.
Det lyder simpelt, men det er en vane, der skal trænes. Vi bruger øvelseskort, hvor eleverne omskriver anklager til beskrivelser, og de fleste opdager hurtigt, hvor meget tonen i rummet ændrer sig.
- Beskriv, hvad der skete, ikke hvem personen er
- Brug jeg-sætninger om egne følelser
- Undgå ordene altid og aldrig
Fejl 5: Samtalen slutter uden en aftale
En god samtale kan stadig blive til ingenting, hvis ingen siger, hvad der nu skal ske. Eleverne går ud med en fornemmelse af lettelse, men mandagen efter ligner fredagen før, og tilliden til, at det nytter at tale sammen, bliver lidt mindre.
Afslut derfor altid med noget konkret og lille. Hvad gør vi, hvis det sker igen? Hvem siger til, og hvordan? Skriv det gerne op på tavlen, så det er klassens egen aftale og ikke lærerens regel.
Og følg op. Et par minutter om en uge, hvor du spørger, hvordan det er gået, viser eleverne, at samtalen var alvorlig ment, og at den voksne husker.
- Aftal én ting, ikke ti
- Skriv aftalen ned, så alle kan se den
- Sæt tid af til opfølgning efter en uge
Hvad du kan gøre allerede i næste uge
Du behøver ikke et helt forløb for at komme i gang. Vælg én af fejlene ovenfor og læg mærke til den i din egen hverdag. Måske opdager du, at du oftest griber ind som dommer, eller at samtalerne sjældent ender med en aftale.
Prøv derefter én lille ændring. Stil et åbent spørgsmål, før du siger din vurdering. Lad en elev gengive, hvad en anden har sagt. Afslut en samtale med at spørge, hvad der skal ske nu.
I vores forløb om konflikthåndtering i klassen øver vi netop disse greb sammen med eleverne, så de bliver en fælles vane og ikke kun noget læreren gør.
Konflikter i en klasse forsvinder ikke, og de skal heller ikke forsvinde. Det, der gør forskellen, er, om de bliver taget op i tide, om alle bliver hørt, og om samtalen ender i en aftale, der holder. Undgår du de fem fejl, er du nået langt. Resten kommer med øvelse, tålmodighed og en klasse, der har oplevet, at det nytter at tale sammen.