Når læreren svarer for hurtigt
Den mest udbredte fejl ser jeg i næsten alle klasser, jeg kommer i: Læreren stiller et godt spørgsmål, venter to sekunder og besvarer det så selv. Stilheden føles lang, og man vil gerne have timen til at flyde. Men eleverne lærer hurtigt, at det kan betale sig at vente, for svaret kommer alligevel.
På vores kurser for lærere øver vi ventetid helt konkret. Deltagerne tæller til otte i stilhed, mens en kollega spiller klassen. Det virker akavet første gang, men bagefter fortæller mange, at de aldrig havde opdaget, hvor meget der sker i de sekunder, hvor ingen taler.
Ventetid fungerer bedst, når eleverne ved, hvad den bruges til. Sig højt, at du giver dem tid til at tænke, og at ingen behøver svare med det samme. Så bliver stilheden en arbejdsro og ikke et pres.
- Tæl stille til otte, før du uddyber spørgsmålet
- Sig højt, at tænketid er en del af samtalen
- Lad eleverne skrive en sætning først, hvis klassen er tavs
At forveksle debat med afstemning
Mange lærere starter en samtale om uenighed med at bede eleverne tage side: hvem er for, hvem er imod. Hænderne går op, to lejre opstår, og resten af timen handler om at forsvare sin plads. Det giver liv i klassen, men sjældent forståelse. Eleverne begynder at lytte efter svagheder hos de andre i stedet for efter det, de mener.
Vi arbejder derfor med at stille spørgsmål, der ikke har to sider. Hvad ligger bag din holdning? Hvad skulle til, for at du ændrede mening? Sådanne spørgsmål gør det tilladt at tøve, og det er netop dér, de gode samtaler begynder.
En lille ændring hjælper mange: Bed eleverne først gengive den andens synspunkt, så den anden kan godkende det, før de svarer igen. Det tager længere tid, men tonen i rummet ændrer sig mærkbart.
- Undgå ja-nej-opstillinger som første trin
- Spørg efter begrundelser, ikke efter standpunkter
- Lad eleverne gengive hinandens pointer før svar
Den stille elev og den højlydte elev
I en klassesamtale er det let at lade de fire eller fem elever, der altid har noget at sige, bære hele timen. Det føles effektivt, og læreren får svar. Men de øvrige lærer, at de ikke behøver deltage, og de mest forsigtige trækker sig endnu mere.
Mange kursister tror, løsningen er at kalde de stille elever op. Det virker sjældent, for det udstiller dem. Bedre er at give alle en tur i mindre grupper først, så de har sagt noget højt til en enkelt kammerat, før de skal sige det til alle.
Vi øver også, hvordan man bremser en elev, der fylder meget, uden at gøre vedkommende til problemet. En aftalt rækkefølge eller et talekort kan gøre det legitimt at sige: Nu har du talt, lad os høre andre. Eleven mister ikke ansigt, og rummet åbner sig.
- Brug par- eller gruppesamtale før plenum
- Aftal en synlig talerækkefølge på forhånd
- Undgå at pege på den tavse elev uden varsel
At gribe ind for sent eller for hårdt
Når uenigheden bliver skarp, sker der to ting hos lærere: Nogle lader det køre, fordi de håber, det går over. Andre stopper det brat med en formaning, og så er samtalen død. Begge dele er forståelige, og begge efterlader eleverne med en oplevelse af, at uenighed er farlig.
Tidligt i et kursusforløb øver vi små indgreb, der ikke afbryder samtalen. Man kan sænke tempoet, gentage det, der blev sagt, eller spørge, om flere vil bidrage til netop den pointe. Det flytter opmærksomheden fra personen til sagen uden at nogen får skyld.
Det kræver aftaler i klassen på forhånd. Når eleverne selv har været med til at sige, hvad der er ok at sige, bliver et indgreb en påmindelse om noget fælles og ikke en irettesættelse fra oven.
- Grib ind på tonen, før den bliver personlig
- Brug gentagelse og spørgsmål frem for forbud
- Lav klasseregler sammen med eleverne i begyndelsen
At glemme at samle op bagefter
Den femte fejl sker, efter samtalen er slut. Klokken ringer, og alle går videre til næste fag. Ingen har sagt, hvad klassen kom frem til, eller hvad der stadig er uafklaret. Eleverne tager dermed hverken forståelse eller uenighed med sig, kun en fornemmelse af, at det var en lang time.
Vi anbefaler fem minutter til sidst, hvor eleverne hver for sig skriver, hvad de nu forstår anderledes, og hvad de stadig er uenige i. Læreren behøver ikke læse det alt sammen, men det giver samtalen et punktum og eleverne en vane med at tænke tilbage.
Mange kursister har fortalt, at denne lille rutine ændrede mest. Samtaler, der før føltes som afbrudte tråde, begyndte at hænge sammen fra gang til gang, og eleverne begyndte selv at henvise til tidligere timer.
- Afsæt de sidste fem minutter til opsamling
- Lad eleverne skrive, hvad der er uafklaret
- Peg tilbage på forrige samtale ved næste start
Hvad kurserne giver dig konkret
Vores kurser for lærere er bygget op om netop disse situationer. Du øver med kolleger, i små rollespil og med korte øvelser, du kan tage med tilbage i klassen næste dag. Der er ingen teori for teoriens skyld, kun redskaber, du kan afprøve og tilpasse til din egen klasse.
Kurserne handler ikke om at gøre alle uenigheder bløde. De handler om at give dig ro nok til at lade en uenighed udfolde sig, uden at du mister tråden eller klassen mister tonen. Det er en færdighed, man bliver bedre til ved at øve den i trygge rammer.
Hvis du vil vide mere om forløb, varighed og pris, kan du skrive til os via kontaktsiden. Vi tager gerne en første samtale om, hvad netop din skole har brug for.
De fem fejl er ikke tegn på dårlig undervisning. De vokser ud af travlhed, god vilje og mangel på øvelse. Med lidt ventetid, bedre spørgsmål, plads til alle, tidlige indgreb og en fast opsamling bliver klassesamtalen et sted, hvor uenighed kan høres uden frygt. Det kræver ikke mere tid, kun en anden rækkefølge i det, du allerede gør.