Før eleverne kommer ind i lokalet
En workshop begynder længe før første øvelse. Jeg taler med klassens lærer om, hvordan klassen har det med hinanden, og om der ligger en uafsluttet uenighed under overfladen. Det er ikke for at pege på nogen, men for at vælge emner, der kan bære en samtale uden at blive en gammel strid. Et emne som mobilregler i frikvarteret fungerer ofte godt, fordi alle har en mening, og ingen behøver at forsvare sig personligt.
Derefter går jeg ind i lokalet og flytter bordene. Rækker af borde med alle vendt mod tavlen giver en tavs klasse, så vi stiller stolene i en åben rundkreds eller i grupper på fire. Jeg skriver tre ord på tavlen, som vi vender tilbage til: tal, lyt, forstå. Små ting, men de fortæller eleverne, at dagen ikke ligner en almindelig lektion.
De første ti minutter: at gøre det sikkert at sige noget
De fleste unge i 12-17-årsalderen er mere bange for at sige noget dumt end for at tage fejl. Derfor starter jeg aldrig med en debat. Vi begynder med en let øvelse, hvor alle svarer på et enkelt spørgsmål, for eksempel hvad der er det bedste ved en regnvejrsdag. Ingen svar er forkerte, og alle får lov at høre deres egen stemme i rummet.
Bagefter taler vi kort om, hvad der gjorde det nemt eller svært at tale. Nogle siger, at det hjalp at vide, at man ikke blev afbrudt. Andre siger, at det var svært at vente på sin tur. Disse iagttagelser bliver klassens egne spilleregler, og de holder bedre end regler, jeg selv har fundet på. Vi skriver dem på et ark og hænger det op.
- Alle siger noget inden for de første minutter
- Reglerne kommer fra eleverne selv
- Ingen bliver tvunget til at tage stilling endnu
Øvelserne: lyt først, argumenter bagefter
Kernen i dagen er aktiv lytning. I en af øvelserne arbejder eleverne i par: den ene fortæller i to minutter om noget, vedkommende synes er uretfærdigt, og den anden må kun gentage med egne ord, hvad hun har hørt, før hun svarer. Det lyder simpelt, men mange opdager, at de plejer at forberede deres eget svar, mens den anden stadig taler.
Først når lytningen sidder nogenlunde, introducerer jeg argumentation. Vi træner at skille en påstand fra en begrundelse og at spørge: hvorfor mener du det? Sofie Bjerregaard har skrevet øvelseskort til netop det, og de ligger på bordene. Eleverne trækker et kort, får et udsagn og skal bygge en begrundelse op i tre led. Det går langsomt i starten, men tempoet stiger, og latteren hjælper.
- Parøvelse med gentagelse i egne ord
- Øvelseskort med påstand, begrundelse og eksempel
Når det går skævt
Der kommer næsten altid et øjeblik, hvor en samtale kører af sporet. En elev bliver ironisk, en anden trækker sig, eller to elever begynder at tale i munden på hinanden. Jeg afbryder ikke med en belæring. I stedet standser jeg samtalen roligt og spørger klassen, hvad de lagde mærke til. Ofte er det eleverne selv, der siger, at tonen blev hård.
Min baggrund som konfliktvejleder betyder, at jeg er vant til at blive i ubehaget et øjeblik i stedet for at skynde mig videre. Jeg minder om reglerne på arket og giver den, der blev ramt, mulighed for at sige, hvad der skete. Den, der sagde noget skarpt, får plads til at omformulere. Det er ofte det mest værdifulde øjeblik på hele dagen, fordi eleverne ser, at en dårlig sætning kan rettes.
Lærerens rolle i lokalet
Læreren er med hele dagen, og det er bevidst. Jeg ønsker ikke at komme udefra og forsvinde igen uden at efterlade noget. Læreren ser, hvordan jeg stiller spørgsmål, hvordan jeg venter på svar, og hvordan jeg lader tavsheden arbejde. Mange lærere siger bagefter, at de ikke havde tænkt på, hvor længe man egentlig kan vente, før en elev begynder at tale.
Efter workshoppen sætter vi os ti minutter sammen og går tilbage over dagen. Hvad fungerede, hvem var stille, hvem fyldte meget? Jeg giver læreren et par af øvelserne med, så de kan bruges i et almindeligt modul uden mig. Kurserne til lærere, som Jesper Kristensen leder, går dybere i det, men dette lille debrief gør allerede, at noget bliver hængende.
Afslutningen og det, der bliver tilbage
De sidste femten minutter bruger vi på at kigge tilbage. Eleverne skriver anonymt på en lap papir, hvad de vil tage med sig, og hvad de stadig synes er svært. Jeg læser nogle af dem højt. Typiske svar er, at det var rart at blive hørt, og at det er svært ikke at afbryde, når man er uenig. Den ærlighed er værd at mødes med.
Vi slutter med at gå tilbage til arket med klassens regler, og eleverne vælger én ting, de vil øve i den kommende uge. Den lille aftale er vigtigere end et stort løfte. Jeg ved aldrig præcis, hvad der sker i klassen bagefter, men læreren fortæller ofte, at tonen i diskussionerne er blevet lidt blødere, og at flere tør række hånden op.
En god workshop ligner sjældent et show. Den består af et omtænkt lokale, en rolig start, øvelser der bygger på hinanden og en voksen, der tør vente. Når eleverne først har prøvet, hvordan det føles at blive lyttet til, vil de gerne gøre det samme mod andre. Det er arbejdet bag kulissen, og det er det, jeg kommer for.